Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

KA Pleje vinder principiel sag om timepriser i hjemmeplejen

Vestre Landsret giver branche- og arbejdsgiverorganisationen KA Pleje ret i, at Brønderslev Kommune har underbetalt privat plejefirma. Brønderslev skal betale knap seks millioner kroner. KA Pleje har stævnet andre kommuner i tilsvarende sager.

Foto: Colourbox

Blæksprutten, der leverer privat pleje og omsorg, har ikke fået den betaling fra Brønderslev Kommune, som virksomheden har krav på. 

Det konkluderer den dom, som Vestre Landsret har afsagt i dag mandag. Da sagen er principiel, føres den af branche- og arbejdsgiverforeningen KA Pleje på vegne af Blæksprutten.

- Det er glædeligt, at dommen deler den klare og tydelige kritik, som vi har rejst af Brønderslev Kommune, siger Karsten Høgild, der er direktør i KA Pleje.

Dommen slår flere ting fast.

For det første skal en kommune kunne dokumentere sine timepriser, og det kan Brønderslev Kommune ikke, konkluderer Landsretten.

For det andet er en kommune forpligtet til løbende at foretage en efterberegning af sine timeprisberegninger. Det har Brønderslev Kommune ikke gjort, fastslår Vestre Landsret.

For det tredje konkluderer Landsretten, at en privat leverandør har ret til efterbetaling, når en kommune ikke har overholdt lovgivningen. Brønderslev Kommune påstod under sagen, at der ikke var ret til efterbetaling.

Vestre Landsret pålægger Brønderslev Kommune at betale Blæksprutten fem millioner kroner + renter. Derudover skal kommunen betale KA Pleje 504.000 i sagsomkostninger. 

- Dommen viser med al tydelighed, at en kommune ikke bare kan slippe afsted med at tilsidesætte lovgivningen i sin forvaltning, siger Karsten Høgild.  

Erstatningsbeløbet til Blæksprutten er Landsretten nået frem til ud fra et ”friere skøn”.

- Så vi kommer til at vurdere, hvordan vi skal forholde os til det, siger Karsten Høgild.

 

Tilsvarende sager i andre kommuner

KA Pleje har rejst tilsvarende sager mod kommunerne Herning og Holstebro. 

- Vi har gang på gang bedt kommunerne om at lægge deres beregninger frem, så vi kan se, hvordan de er nået frem til deres priser. Vi har prøvet alt for at komme i dialog med kommunerne, men har desværre mødt en mur af tavshed. Derfor har vi i sidste ende ikke haft anden mulighed end at gå til domstolene, siger Karsten Høgild og uddyber:

- Kernen i sagerne er, at de private virksomheder ikke får den betaling fra kommunen, de har krav på. Dermed bliver det mindre attraktivt for private virksomheder at byde ind på opgaverne, og det er med til at underminere det frie valg. Når Landsretten giver os medhold i den aktuelle sag, har vi en klar forventning om, at vi kommer til at se tilsvarende afgørelser i de andre sager, siger Karsten Høgild.

I den offentlige debat møder man tit synspunktet, at pengene skal bruges på velfærd frem for private firmaer. Karsten Høgild ser det argument som en falsk modsætning.

- Man skal huske på, at de private aktører får ikke en krone mere end den kommunale leverandør. Valgfriheden udgør ikke en økonomisk byrde for samfundet. Den eneste måde, som den private aktør kan tjene penge på, er ved at være mere effektiv i arbejdstilrettelæggelsen og mere omkostningsbevidst, siger Karsten Høgild.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her