Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Politikerne skal holde fingrene fra lønnen

Hvis Folketinget indfører lovbestemt mindsteløn, så går der pop og politik i løndannelsen, siger KA Pleje-direktør Karsten Høgild.

Foto: Lars Salomonsen

Forestil dig en TV-debat få dage før valget, hvor toppolitikerne overbyder hinanden på spørgsmålet om, hvor meget kassemedarbejderen, lagerarbejderen og kantinemedarbejderen skal have i løn.

Den situation er ikke ønskværdig, men det bliver konsekvensen, hvis Folketinget indfører lovbestemt mindsteløn. Så går der politik og pop i løndannelsen.

Populister, der kræver 20, 30 eller 40 kroner mere i timen, vil stjæle rampelyset, mens folkevalgte, der kæmper for at sikre en sund balance mellem gode løn-og arbejdsvilkår på den ene side og en stærk konkurrenceevne på den anden, ikke får et ben til jorden. Det vil være skadeligt for både lønmodtagere, arbejdsgivere og ikke mindst dansk økonomi.

Alle er bedst tjent med, at arbejdsmarkedets parter fortsat selv aftaler løn- og arbejdsvilkår.

Folk, der er i tvivl, kan bare kigge på den aktuelle pensionsdebat. Det er uskønt at se, hvordan politikerne forsøger at overtrumfe hinanden i forhold til, hvem der skal have lov til at gå tidligere på pension.  

Debatten om lovbestemt mindsteløn er blusset op efter statsministerens rosende ord om ideen.

I KA Pleje støtter vi ikke tanken. Til gengæld deler vi Lars Løkke Rasmussens synspunkt om, at den danske model trænger til en ansigtsløftning.

Helt grundlæggende er problemet, at modellen på mange måder er en lukket fest for den traditionelle fagbevægelse, som ikke ønsker at åbne døren for andre gæster. Når der ikke kommer frisk luft ind, bliver det hele lidt hengemt.

Når fagbevægelsen så samtidig styrtbløder medlemmer, så smuldrer legitimiteten bag modellen, og det kan få fundamentet til at slå store revner.

Der er brug for, at den danske model moderniseres, så begreber som frihed, fleksibilitet og nytænkning kommer til at spille en langt større rolle.

Fra KA Plejes side deltager vi gerne i arbejdet med at gøre den danske model tidssvarende og langtidsholdbar.  

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her