Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Høj medarbejder-trivsel hos KA Plejes medlemmer

90 procent af medarbejderne siger i helt ny trivselsundersøgelse, at de er tilfredse med deres job.

Foto: Colourbox

Medarbejderne trives i KA Plejes medlemsvirksomheder.

Sådan lyder hovedkonklusionen i en helt ny trivselsundersøgelse, som bygger på svar fra godt 300 medarbejdere fordelt på otte af KA Plejes medlemsvirksomheder.

90 procent af de adspurgte er ”Meget tilfredse” eller ”Tilfredse” med deres job.

- Det er et rigtig flot resultat, som virksomhederne med rette kan være stolte af, siger Rolf W. Jørgensen, KA Plejes ledelses- og HR-konsulent.  

- Der vil altid være noget, man kan forbedre, men når man kigger på undersøgelsen, er der ingen alarmerende forhold, som får de røde lamper til at lyse, siger han overordnet om resultatet.

Tillid og tilfredshed

I undersøgelsen svarer medarbejderne anonymt på en række spørgsmål, og svarene viser en høj grad af tilfredshed med jobbet.

94 procent af de adspurgte føler, at de ”I meget høj grad” eller ”I høj grad” yder en vigtig arbejdsindsats.

83 procent giver udtryk for, at deres arbejdsopgaver ”I meget høj grad” eller ”I høj grad” er meningsfulde.

80 procent tilkendegiver, at de ”I meget høj grad” eller ”I høj grad” nøjagtig ved, hvad der forventes af dem i jobbet.          

- Jeg tror, at der er en helt klar sammenhæng mellem den høje grad af trivsel og det, at så mange peger på, at de udfører et vigtigt og meningsfuldt arbejde, siger Rolf W. Jørgensen. 

På spørgsmålet ”Stoler ledelsen på, at medarbejderne gør et godt stykke arbejde”, svarer knap 80 procent ”I meget høj grad ” eller ”I høj grad”.

- Den følelse fra medarbejdernes side er ubetalelig. Den er der kun, fordi der på den enkelte arbejdsplads er et nærvær og en sammenhængskraft, siger Rolf W. Jørgensen.

Gode kolleger

På spørgsmålet ”Er der en god stemning mellem dig og dine kolleger” svarer 86 procent ”Altid” eller ”Ofte”.

75 procent svarer ”Altid” eller ”Ofte” på spørgsmålet ”Hvor ofte får du hjælp og støtte fra dine kolleger, når du har brug for det?”

Rolf W. Jørgensen opfordrer til, at man på den enkelte virksomhed tager en åben snak om undersøgelsens resultater, så man får alle gode forslag til forbedringer på bordet.

- Man er selvfølgelig velkommen til at tage fat i mig, hvis man har brug for sparring i forhold til undersøgelsen eller gerne vil have nogle råd til, hvordan man arbejder konkret med noget af det, undersøgelsen peger på, siger Rolf W. Jørgensen.      

 

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her