Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Folketingsmedlem savner fair konkurrence inden for hjemmeplejen

Forleden trak Karina Due i arbejdstøjet hos Kær.dk. Nu vil hun tage den unfair konkurrence mellem kommuner og private op i Folketinget.   

Karina Due skiftede forleden folketingsarbejdet ud med en vagt hos pleje- og omsorgsvirksomheden Kær.dk.

- Det har været rigtig spændende. Jeg har mødt en stribe skønne mennesker, der var glade og tilfredse med den hjælp, de får.

Ordene kommer fra folketingsmedlem Karina Due, der for et øjeblik siden i en bil trillede ind på parkeringspladsen ved Kær.dk's kontor i Holstebro. Det er fredag, og siden den tidlige morgenstund har Karina Due været på vagt med Susanne, der arbejder hos Kær.dk.

Nu er det fyraften og tid til at gøre status.

- De er vilde med Susanne. Hun blev simpelthen rost til skyerne alle steder, siger Karina Due og lader forstå, at hun godt forstår de ældres begejstring.

Kommuner kan lære af private

Dagens opgaver har været forskellige. Nogle steder skulle der gøres rent. Der skulle hjælpes med medicin, og andre skulle have hjælp til at komme i bad.

Som tidligere byrådsmedlem og formand for ældreudvalget i Silkeborg Kommune har Karina Due et godt kendskab til den kommunale hjemmepleje.

Dagen hos Kær.dk, der er medlem af KA Pleje, skal gøre hende klogere på, hvordan et privat pleje- og omsorgsfirma griber tingene an.

- Jeg mener, at kommunerne har noget at lære. Jeg fornemmer klart, at de private aktører lægger stor vægt på, at de ældre får besøg af de samme medarbejdere. Det skaber tryghed hos den enkelte, og når det er de samme medarbejdere, der kommer, gør det det samtidig mere sandsynligt, at man tidligt opdager, hvis der er noget galt, siger Karina Due, der er valgt for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds.

Valgfriheden skal sikres

Karina Due mener, at det er helt afgørende, at de ældre frit kan vælge mellem kommunal og privat pleje.

- De skal da have lov til selv at bestemme, hvem de lukker ind. Valgfriheden og selvbestemmelsen skal da ikke forsvinde, bare fordi man bliver ældre. Jeg bryder mig ikke om den tendens til, at vi putter de ældre i én bås – de er ligeså forskellige som alle vi andre, og den forskellighed skal afspejles i tilbuddene, siger hun.

Karina Due understreger, at konkurrencen mellem kommuner og private skal være fair, og det er den ikke altid i dag.

- Jeg er for alt, der hedder konkurrence, fordi det får alle til at stræbe efter at yde det bedste. Men konkurrencen skal ske på ens og lige vilkår, og det er ikke altid tilfældet inden for plejeområdet. Når konkurrencen ikke er fair, er det klart, at nogle virksomheder går konkurs, siger hun med henvisning til de konkurser, der har ramt plejeområdet de senere år.

Kommuner forvrider konkurrencen

Et af problemerne er, at når kommunerne beregner timepriser, så tager de ikke altid alle udgifterne med.

Dermed når de frem til en kunstig lav pris. Den private virksomhed får så et beløb, der ikke tager højde for alle udgifter, og det hænger naturligvis ikke sammen.

Karina Due fortæller, hvordan hun som formand for ældreudvalget i Silkeborg oplevede, at en del af udgifterne til hjemmeplejens biler blev betalt af en ”anden kasse”, så de ikke belastede hjemmeplejens budget.     

- Det er jo konkurrenceforvridning, fordi det giver ikke den rigtige pris. Jeg spurgte flere gange embedsmændene, hvorfor man gjorde sådan – og fik at vide, at det var sådan, det var. Da jeg blev valgt til Folketinget, trådte jeg ud af Silkeborg Byråd og kunne derfor ikke forfølge sagen i byrådet, siger Karina Due.

Hun mener desuden, det er urimeligt, at kommunerne ikke længere skal efterbetale det private plejefirma, hvis det viser sig, at kommunens beregninger ikke holdt vand.  

- Det er noget af det, vi bør kigge på politisk, siger Karina Due.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her