Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Coronavirus: Få overblik over de justerede hjælpepakker

Folketingets partier blev i weekenden enige om at justere corona-hjælpepakkerne. Herunder oplister vi de væsentligste ændringer.

Foto: Colourbox

Kompensation for virksomheders faste omkostninger

Kompensationsordningen for virksomheders faste omkostninger forlænges fra den 9. juni til og med den 8. juli 2020.

Virksomheder, der ønsker at benytte forlængelsen, skal søge særskilt om kompensation for perioden 9. juni til den 8. juli – det vil sige, at virksomheder, der allerede har søgt for den første periode, skal til tasterne igen og søge i forhold til forlængelsen.

Adgangen til kompensation ændres, så virksomheder som minimum skal have en omsætningsnedgang på 35-60 procent for at få kompenseret 25 procent af deres faste omkostninger frem for tidligere 40-60 procent. De øvrige trin ændres ikke.

Andelen af de faste omkostninger, der kompenseres, vil derfor være følgende:

80 procent, hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100 procent.

50 procent, hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80 procent.

25 procent, hvis omsætningsnedgangen har været på 35-60 procent.

Det vil stadig være sådan, at virksomheder, som regeringen har udstedt midlertidigt forbud mod at drive forretning på grund af coronakrisen og som ingen omsætning har i perioden, fortsat kan få kompensation svarende til 100 procent af de omfattede faste omkostninger, så længe forbuddet er gældende.

I ordningen har det hidtil været forudsat, at virksomheder maksimalt kan få udbetalt 60 millioner kroner i kompensation for faste omkostninger. I forbindelse med forlængelsen justeres grænsen, så virksomheder maksimalt kan få udbetalt 110 millioner kroner i perioden 9. marts til 8. juli 2020.

Udmøntning af forhøjelsen vil ske proportionalt i den samlede fire-måneders kompensationsperiode, idet der vil blive taget højde for forhøjelsen som en efterregulering for de første tre måneder i forbindelse med udbetaling af kompensation for perioden fra 9. juni til 8. juli.

Det har også været forudsat, at virksomheder som minimum skal have faste omkostninger på 25.000 kr. i perioden (tre måneder) for at kunne få kompensation. Den grænse nedsættes, så virksomheder som minimum skal have faste omkostninger svarende til 12.500 kroner for en tre-måneders periode for at kunne få kompensation.

Endelig vil der blive taget hånd om de virksomheder med underskud, som på grund af statsstøttereglerne får reduceret deres kompensation mere, end hvad det er nødvendigt.

Hertil vil de virksomheder, der grundet ekstraordinære omstændigheder har haft underskud i 2019 - og derfor reduceres i kompensation - kunne anvende en anden referenceperiode for underskuddet end 2019, såfremt det er muligt at opnå statsstøttegodkendelse heraf.

Det indføres som noget nyt, at virksomheder som en forudsætning for at kunne modtage kompensation i den forlængede periode på tro og love skal erklære, at virksomhederne ikke vil udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsårene 2020 og 2021.

Betingelsen vil gælde for virksomheder, der modtager mere end 60 millioner kroner i kompensation i 2020 i kompensationsordning for virksomheders faste omkostninger.

 

Kompensation for selvstændige og freelancere

Den midlertidige kompensationsordning til selvstændige og freelancere forlænges fra den 9. juni til og med den 8. juli 2020.

Samtidig forhøjes kompensationsgraden for de selvstændige og freelancere til 90 procent af omsætnings- eller B-indkomsttabet.

For gruppen af selvstændige og freelancere, der ved bekendtgørelse har forbud mod at holde åbent og ikke har omsætning eller B-indkomst, forhøjes kompensationsgraden til 100 procent i perioden, hvor forbuddet mod at holde åbent er gældende.

Målgruppen for ordningen udvides samtidig, så selvstændige med maksimalt 25 fuldtidsansatte kan søge om støtte i kompensationsordningen – tidligere var det maksimalt 10 fuldtidsansatte.

Der oprettes en ny kompensationsordning for freelancere mv. med både A- og B-indkomster, der som konsekvens af coronakrisen forventer at opleve A- og B-indkomsttab på minimum 30 procent.

Målgruppen kan få kompensation for op til 90 procent af deres forventede A- og B-indkomsttab i perioden sammenlignet med den tilsvarende periode i forudgående år, dog maksimalt 20.000 kroner pr. måned.

Ordningens målgruppe er personer, som har haft en samlet A- og B-indkomst samt skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed på mindst i alt 10.000 kroner i gennemsnit pr. måned i det seneste år. Heraf skal mindst 5.000 kroner pr. måned skal være B-indkomst, og højst 20.000 kroner må være A-indkomst. Beskæftigelsesgraden knyttet til A-indkomsten må højst udgøre 55 procent.

Både A- og B-indkomsten skal komme fra aktiviteter, som vedrører arbejdsindsats.

Modtagere må ikke være berettigede til dagpenge, supplerende dagpenge eller modtage offentlige ydelser som for eksempel kontanthjælp.

 

Små og mellemstore virksomheder kan få udbetalt moms, de allerede har indbetalt

Små og mellemstore virksomheder, der den 2. marts 2020 har indbetalt moms for henholdsvis andet halvår og fjerde kvartal 2019, kan ansøge om at få udbetalt beløbet igen som et rentefrit lån.

Såkaldte metode 4-virksomheder (for eksempel tandlæger, ergoterapeuter, vognmænd, herunder taxa, mv.), der har indbetalt lønsumsafgift for 1. kvartal 2020 den 15. april 2020, kan ansøge om at få beløbet udbetalt igen som et rentefrit lån samt en fjerdedel af lønsumsafgiften for overskud for indkomståret 2019 (svarende til en skønnet kvartalsmæssig andel).

Der kan anmodes om udbetaling af beløbet fra forventeligt den 4. maj til og med den 15. juni 2020.

Lånet skal tilbagebetales den 1. april 2021.

 

Midlertidig afskaffelse af loftet på skattekontoen

Virksomhederne indbetaler skat og moms til skattekontoen, og loftet over indestående på skattekontoen er midlertidigt hævet fra 200.000 kroner til 10 millioner kroner.

De fleste virksomheder, som ikke er likviditetsbegrænsede, kan dermed forsætte med at indbetale skat og moms efter de normale betalingsfrister og dermed ikke få større bankindeståender end ellers.

For store virksomhederne kan loftet dog udgøre en begrænsning i forhold til, hvor meget de kan indbetale, hvilket kan udgøre en utilsigtet belastning.

Den midlertidige afskaffelse af loftet på skattekontoen i perioden fra den 4. maj 2020 til den 1. april 2021 betyder, at selv om betalingsfristerne for indeholdt A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms mv. er udskudt, kan alle virksomhederne indbetale efter de normale betalingsfrister.

 

Forlængelse af suspendering af G-dage

Den midlertidige suspendering af arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag (G-dage) for medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som bliver omfattet af en arbejdsfordeling eller hjemsendelse, forlænges til og med 30. juni.

 

Lønkompensation

Der er ikke sket forlængelse eller justeringer af lønkompensationsmodellen.

Fra KA Plejes side mener vi, at den nuværende ordning er alt for ufleksibel og ikke tager højde for de udfordringer, som mange små og mellemstore virksomheder har. Vi fortsætter kampen for at gøre ordningen mere fleksibel.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her