Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Coronavirus: Sådan genåbnes kontorarbejdspladserne på en ansvarlig måde

Nye retningslinjer fra Erhvervsministeriet skal sikre en ansvarlig genåbning af de private kontorarbejdspladser, så coronasmitten ikke løber løbsk.

Foto: Colourbox

Mange privatansatte har arbejdet under coronakrisen.

Nogle har været på arbejdspladsen, mens andre har arbejdet hjemmefra. For dem, der rent fysisk skal tilbage på arbejdspladsen efter påske, er der nye retningslinjer.

Retningslinjerne er udarbejdet af Erhvervsministeriet, Arbejdstilsynet og sundhedsmyndighederne efter dialog med erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter.

De skal sikre, at kontorarbejdspladserne er indrettet på en måde, så man minimerer risikoen for at smitte med coronavirus.

 

Tilrettelæggelse af arbejdet

Virksomheden tilstræber, at en del af de ansatte fortsætter med hjemmearbejde en tid endnu. I den forbindelse skal det overvejes hvilke arbejdsopgaver/områder, som kan løses hjemmefra uden betydelig produktivitetsnedgang. Medarbejdere i særligt udsatte grupper opfordres fortsat til at arbejde hjemmefra.

Arbejdet tilrettelægges, så der kan sikres afstand mellem medarbejderne, for eksempel ved at sprede medarbejderne over flere lokaler, arbejde i skiftehold mv. Der bør som minimum være to meters afstand mellem medarbejderne.

Arbejdet tilrettelægges, så det er muligt at have forskudte mødetider, så ikke for mange ansatte er på arbejde på samme tid, og så ikke for mange ansatte skal bruge offentlig transport til og fra arbejde samtidig.

Fysiske eksterne møder søges begrænset. Der gøres brug af digitale mødeløsninger. Der kan fordel holdes digitale møder også internt, når der afholdes møder med kolleger, man ikke normalt omgås med.

Nødvendigheden af forretningsrejser, kursusaktivitet mv. overvejes nøje. Deltagelse på forretningsrejser, kurser, konferencer mv. bør i videst muligt omfang ske virtuelt.

 

Indretning af arbejdspladsen

Lokaler indrettes, så smittefare minimeres, og der kan holdes afstand. Der fastlægges retningslinjer for ophold i storrum, brug af kantine, brug af mødelokaler, deltagelse i fysiske møder mv.

Kantiner indrettes hensigtsmæssigt, herunder lukning af buffet, sikring af tilstrækkelig afstand mellem borde i spiseafdeling, afstandsmarkering ved betalingsstationer.

Indretningen skal tage højde for, at der ikke opstår kødannelse.

Der bør lukkes for siddende spisning i større virksomheders kantiner, hvor flere afdelinger kan mødes på tværs.

 

Adfærd og hygiejne

Alle medarbejdere overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

Der fastlægges retningslinjer for håndtering af krav om afstand med videre i forbindelse med sociale aktiviteter på arbejdspladsen.

Alle medarbejdere oplyses om korrekt håndhygiejne (håndvask/håndsprit) og øvrig relevant hygiejne.

Der er vand og sæbe og så vidt muligt håndsprit tilgængeligt for alle ansatte.

Virksomheden sikrer grundig rengøring af fælles kontaktpunkter, herunder med særligt fokus på toilet, vask, håndtag, gelændre, bordoverflader mv., som hyppigt berøres af mange.

Virksomheder, hvor medarbejderne ikke har faste arbejdsstationer, sikrer grundig rengøring af den enkelte arbejdsstation, når en medarbejder forlader arbejdsstationen, og en anden medarbejder skal overtage denne.

 

Håndtering af sygdom og symptomer

Ansatte møder ikke på arbejde, hvis de har milde symptomer, der kan tyde på coronavirus.

På hver arbejdsplads skal ledelsen sikre, at der foreligger en instruks for håndtering af personer med symptomer på coronavirus. Der bør ske rengøring af en syg medarbejders arbejdsstation umiddelbart efter identifikation af sygdom.

Ansatte, hvis familie har symptomer eller er smittede, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for ”nære kontakter”.

For så vidt angår medarbejdere, der vender tilbage efter et sygdomsforløb, skal virksomheden følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvornår man kan anses for at være smittefri.

I det omfang, der er tilgængelig testkapacitet, følges Sundhedsstyrelsens retningslinjer om coronavirus-test med henblik på hurtig raskmelding.

 

Kollektiv transport

Efter påske kommer den kollektive trafik på mange måder til at køre som normalt.

Særligt større virksomheder, hvor en større andel af medarbejderne bruger kollektiv transport, opfordres til at udarbejde en plan for, hvordan medarbejders belastning af den kollektive trafik som følge af en hel eller delvis tilbagevenden til arbejdspladsen for virksomhedens ansatte kan håndteres, herunder kompenserende tiltag

I virksomhedernes plan bør følgende adresseres vedr. belastningen på den kollektive transport:

Hvor stor en andel af virksomhedens medarbejdere anvender under normale omstændigheder den kollektive transport til arbejdet, hvilket blandet kan bygge på udbuddet af kollektiv transport i området.

I hvilket omfang møder medarbejderne på det samme tidspunkt, og i hvor stor en udstrækning sker pendlingen i myldretiden – altså mellem 7 og 10 om morgen og 15 og 18 om eftermiddagen.

I hvilket omfang kan virksomhedens medarbejdere ved forskudte arbejdstider kan pendle uden for myldretiden.

På baggrund af vurderingen af den ”normale” belastning på den kollektive transport bør der i virksomhedernes plan således udarbejdes tiltag, der har til formål at reducere denne. Det kunne for eksempel dreje sig om:

Ændrede arbejdstider, der medfører at myldretiden for de ansatte undgås.

Øget brug af forskudt hjemmearbejde.

Opfordring til øget brug af cykel til arbejde fx gennem cykelklubber på arbejdspladsen mv.

Opfordring til øget brug af privatbilspendling.

Facilitering af samkørsel med, dog under iagttagelse af at der højst bør køre tre personer sammen, og at det er de samme der kører sammen fra gang til gang.

Virksomhederne opfordres til at sikre, at op mod halvdelen af medarbejderne, der under normale omstændigheder anvender den kollektiv transport i myldretiden, omfattes af reducerende tiltag med henblik på at disse enten ikke rejser med kollektiv trafik eller rejser uden for myldretiden.

 

Informationsindsats

Der opsættes informationsmateriale om coronavirus-smittefare, herunder forventninger til de ansatte for så vidt angår hygiejne, afstand mv.

Virksomhederne opfordres til at planlægge, hvordan de vil understøtte en hel eller delvis tilbagevenden til arbejdspladsen for virksomhedens ansatte med udgangspunkt i ovenstående hensyn og sundhedsmyndighedernes retningslinjer. 

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her