Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Coronavirus: Hviletidsregler sættes ud af kraft i visse brancher

​​​​​​​Virksomheder, som kommer under et særligt arbejdsmæssigt pres på grund af coronavirus, kan fravige reglen om, at medarbejdere skal have 11 timers hviletid om dagen.

Foto: Colourbox

I forbindelse med udbredelsen af coronavirus har Beskæftigelsesministeriet og Arbejdstilsynet besluttet at tage en force majeure-bestemmelse i arbejdsmiljøreglerne om hviletid i brug.

Det betyder, at reglen om at ansatte skal have en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer i døgnet og et ugentligt fridøgn, vil kunne fraviges i nødvendigt omfang i virksomheder, der er ekstraordinært arbejdsbelastede på grund af coronavirus.

Det drejer sig eksempelvis om hospitaler, døgninstitutioner, hjemmepleje og beredskab, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Der er tale om en midlertidig foranstaltning. Muligheden for fravigelsen af 11 timers-reglen følger regeringens øvrige tiltag og gælder derfor foreløbigt til og med 13. april.

Den vigtige dialog med medarbejderne

Tiltaget er nødvendigt for de brancher, der er kritisk ramt under coronakrisen, men arbejdsmiljøloven gælder stadig, understreger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S):

- Med  tiltaget sikrer vi, at reglerne ikke står i vejen for, at vi kan varetage de kritiske funktioner på vores hospitaler og i beredskabet. Men arbejdsmiljøloven gælder stadig, og den klare besked til alle virksomheder er, at arbejdet – også i en force majeure-situation – skal tilrettelægges, så det er sikkert for medarbejderne.

Peter Hummelgaard opfordrer virksomhederne til at tage medarbejderne med på råd, når hviletidsreglerne fraviges:

- Jeg vil opfordre til, at arbejdsgiverne drøfter sådanne tiltag med medarbejderne, så vidt det overhovedet er muligt. Det er altid det bedste for samarbejdet på virksomheden, at arbejdsgiveren drøfter ændringer i arbejdsforholdene med de ansatte og deres repræsentanter.

På Arbejdstilsynets hjemmeside kan man læse mere om fravigelsen.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her