Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Coronavirus: Betalingsfrister for moms og skat udskydes

Regeringen har tirsdag offentliggjort flere initiativer, der skal ses som en hjælp til erhvervslivet med at afbøde de alvorlige økonomiske konsekvenser, som spredningen af coronavirus fører med sig.

Foto: Colourbox

Første initiativ handler om at forlænge betalingsfristen for momsafregning midlertidigt.

Betalingsfristen for store virksomheders momsbetaling forlænges for tre månedlige rater med 30 dage – det gælder betalingerne for marts, april og maj.

Store virksomheder er defineret som virksomheder med en årlig momspligtig omsætning over 50 mio. kr.

Det er ved at blive undersøgt, om afgiftsperioderne for små og mellemstore virksomheder kan forlænges.

Andet initiativ handler om at forlænge virksomheders betalingsfrist for A-skat og AM-bidrag midlertidigt.

Betalingsfristerne forlænges for tre månedlige rater med fire måneder – det drejer sig om april, maj og juni.

Ændringen vedrørende AM-bidrag og A-skat får første gang virkning for store virksomheders betalingsfrist fra den 30. april 2020 og for små og mellemstore virksomheders betalingsfrist den 11. maj 2020.

Tredje initiativ handler om selskabsskat.

Virksomhederne skal den 20. marts indbetale acontoskat for første halvår 2020.

Hvis et selskab forventer, at indkomstforholdene i 2020 vil afvige væsentligt fra, hvad der er lagt til grund for den ordinære acontoskat, kan selskabet selv nedsætte betalingen.

Skattestyrelsen kan efterfølgende bede om den nødvendige dokumentation for de ændrede indkomstforhold.

CORONAVIRUS: VÆRD AT VIDE SOM ARBEJDSGIVER

Fjerde initiativ er en kompensationsordning for aflysning af større arrangementer som følge af coronavirus. Her kan du læse meget mere om mulighederne for kompensation.

Regeringen har desuden besluttet – i samarbejde med erhvervslivet – at etablere en enhed, der får mandat til at drøfte mulige midlertidige og målrettede tiltag, der kan afhjælpe erhvervenes aktuelle udfordringer som følge af coronavirus.

Enheden behandler her og nu udfordringer i transporterhvervene, turisme og oplevelsesøkonomi.

Hvis der opstår væsentlige udfordringer i flere erhverv, vil det blive inddraget i enhedens arbejde.

Flere tiltag på vej

Finansminister Nicolai Wammen (S) kalder initiativerne første bølge. Der vil komme flere tiltag, sagde han på tirsdagens pressemøde.

- Den fortsatte spredning af coronavirus sætter sine spor i dansk økonomi. Situationen er hurtigt blevet forværret, og udsatte erhverv mærker allerede konsekvenserne. I tiden, der kommer, vil vi se endnu større økonomiske aftryk, der kan ramme dansk økonomi bredt. Derfor er der allerede nu brug for initiativer, der hjælper pressede virksomheder.

CORONAVIRUS: VIRKSOMHEDENS RETNINGSLINJER

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) supplerede:

- Det handler om at beholde penge i virksomhederne, så regningerne i disse uger fortsat kan betales i den enkelte virksomhed. Vi styrker derfor likviditeten i virksomhederne ved at udskyde fristerne for, hvornår man skal betale skat og moms. Vi kompenserer dem, som har aflyst store arrangementer med flere end 1000 deltagere. Og nu fortsætter vi forberedelserne af mere målrettede hjælpe-indsatser rettet mod de mest ramte sektorer sammen med erhvervslivet og lønmodtagerne i ”Regeringens og Erhvervslivets Corona-enhed”.

KA Pleje-direktør Karsten Høgild hilser tiltagene velkommen.

- Det er et fornuftigt første skridt, men der er ingen tvivl om, at der hurtigt vil vise sig et behov for at skrue på yderligere håndtag. Fra KAs side mener vi, at politikerne bør foretage en midlertidig suspension af karensperioden på 30 dage for refusion af sygedagpenge. Det er et initiativ, som vil være en hjælp for mange små og mellemstore virksomheder.  

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her