Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

GF 2019

Politikere vil kigge på arbejdsklausuler

Flere politikere vil have beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen til at kigge på myndighedernes fortolkning af arbejdsklausuler, der i nogle tilfælde diskriminerer KA-virksomheder.

Tekst: Søren Ploug Lilmoes

Der skal ses på myndighedernes fortolkning af arbejdsklausuler i offentlige kontrakter. Det var den klare melding fra flere borgerlige profiler på det politiske topmøde, der blev holdt i forbindelse med KA og KA Plejes generalforsamling.

I dag fortolkes klausulerne i visse tilfælde på en måde, så de udelukker KA-virksomheder fra at kunne løse opgaver for det offentlige, ene og alene fordi de ikke er omfattet af en LO-overenskomst. KA har længe forsøgt at få politikerne i tale om problemet, men gang på gang har man mødt en mur af tavshed.

Nu har KA så meddelt, at man er klar til at stævne staten i sagen.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) var klar i mælet:   

- Som jeg forstår det, så er det en ny praksis, der blev indført i 2014. Det er en ny praksis, som diskriminerer visse virksomheder i forhold til andre. Det vil jeg rigtig gerne være med til at se på, sagde hun.

Ulla Tørnæs vil nu tage fat i beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

- Jeg vil gerne tage en drøftelse med ham, og det er I garanteret også i gang med, men hvis vi er flere, der taler med ham, kan det være, vi kan slippe for en retssag, sagde Ulla Tørnæs og tilføjede:

- Jeg har ikke lovet, at man kan slippe for en retssag, vil jeg skynde mig at sige, fordi jeg sidder ikke på den ministerpost. Men for mig handler det om diskrimination, og ikke spor andet.

Folketingsmedlemmerne Henrik Dahl (LA) og Anders Johansson (K) bakkede ministerens melding op.

- Jeg synes, det virker underligt, og det er selvfølgelig noget, vi må kigge på. Vi har lavet en aftale om fair og lige konkurrence, hvor vi gerne vil have mere mulighed for at byde ind på offentlige opgaver, og så kan der jo ikke være sådan nogle ting, som kommer i vejen - det lyder meget besynderligt, sagde Anders Johansson på det politiske topmøde.

Ønsker politisk løsning

Benny Engelbrecht (S) ønskede ikke at gå ind i sagen. 

- Jeg har det grundlæggende sådan, at så længe en retssag er bebudet eller rejst, så blander jeg mig ikke længere. Det er et grundprincip, som hænger sammen med magtens tredeling, sagde han og blev mødt af buhråb fra salen, hvor cirka 250 deltagere var forsamlet.

- Undskyld mig. Jeg bliver lige nødt til at påpege, at hvis I tror, at I med en pistol for panden kan tvinge mig til at mene noget bestemt - sådan virker det ikke. Min holdning er baseret på magtens tredeling, sagde Benny Engelbrecht.

Karsten Høgild, KAs direktør, opfordrede Benny Engelbrecht til at søge en politisk løsning:

- Vi ønsker ikke at føre en sag, fordi vi er bange for, at det skaber kaos på området, så alt bliver tilladt. Det er det, jeg beder dig prøve forholde dig til. Hvis vi kunne lave en politisk løsning, så vi undgår at føre en sag, ville det være klart at foretrække, sagde han.

Meldingen gjorde blot Benny Engelbrecht endnu mere ophidset:

- Så vil jeg bare anbefale jer ikke at true med en retssag, sagde han.

Ros til KA

Inden debatten om arbejdsklausuler var der ros til KA fra Benny Engelbrecht og resten af panelet. 

- Det er en rigtig, rigtig flot aftale – mere af den slags. Det er virkelig udtryk for ansvarlighed, sagde Ulla Tørnes om den nye overenskomsts afsnit om fleksibelt seniorliv.

Benny Engelbrecht supplerede:

 - Jeg holder af alle modeller, som arbejdsmarkedets forhandler sig frem til. Det er også derfor, at et kerneelement i vores tilgang på pensionsområdet er, at arbejdsmarkedets parter helst skal være med.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her